top of page

Certifikater

STOPbasen uddeler hvert år certifikater til de stopenheder, som opfylder ét eller flere af STOPbasens kvalitetsmål. 

Certifikaterne udstedes for ét år, og de bliver uddelt en gang årligt i forbindelse med STOPbasens temadag. Certifikater, der uddeles dækker stopaktiviteter med startdato i det forgående afsluttede kalenderår.

Offentliggørelse af resultater

Hvert år offentliggøres resultater for hver kommune og stopenhed. Det sker på baggrund af følgende opfyldte inklusionskriterier for hver indikator:

  • Indikator 1: Der skal være registreret mindst 20 deltagere (basisskemaer).

  • Indikator 2: Mindst 20 deltagere skal have gennemført stopforløb.

  • Indikator 3-5: Af de deltagere, der har gennemført, skal der være fulgt op på mindst 50 %, og der skal være opfølgningsdata på mindst 20 deltagere.

Resultaterne offentliggøres i en årsrapport. På den måde kan de enkelte enheder eller kommuner sammenligne sine resultater med andre enheder og kommuner på tværs af landet.

STOPbasen som kvalitetsværktøj

 

STOPbasen er et værktøj til at forbedre kvaliteten i landets stopaktiviteter med henblik på, hvordan vi bedst kan hjælpe deltagere med at kvitte tobakken og nikotinen. STOPbasen er også et redskab til kvalitetsudvikling i den enkelte stopenhed, så det er muligt for enhederne at identificere, om de lever op til kvalitetsmålene i STOPbasen.

De fem kvalitetsmål

STOPbasen har fem indikatorer og for hver indikator, er der opstillet et kvalitetsmål. Formålet med indikatorerne og kvalitetsmålene er blandt andet, at stopenhederne hurtigt kan identificere de områder, hvor der er behov for forbedringer, således at de kan leve op til de fastsatte kvalitetsmål. Kvalitetsmålene kan også bruges til at forbedre eller fastholde resultaterne, alt efter om enhederne opfylder målene. Det overordnede mål er, at alle stoptilbud skal leve op til kvalitetsmålene.

bottom of page