Effekt af en intensiveret opfølgningsprocedure for deltagere, der ikke blev fulgt op 6 måneder efter en intensiv ryge- og nikotinstopintervention:
Et kohortestudie
Forfattere: Nawal Fayyaz Roga, Mie Sylow Liljendahl, Hanne Tønnesen
Tidsskrift: Tobacco Control, 2024;0:1-5
Original titel: Impact of the intensified follow-up procedure of patients lost to 6-month follow-up after an intensive smoking and nicotine cessation intervention in practice: a cohort study
Baggrund: Opfølgning for effekt efter intervention for rygning er en udfordring både i forskning og praksis. For at undgå overrapportering af effekten beskrives deltagere uden opfølgning derfor som rygere. Forskergruppen har tidligere undersøgt deltagere og stoprådgiveres præferencer og udviklet en ekstra intensiveret opfølgningsprocedure efter intensive tobaks- og nikotinstop-interventioner i Danmark. Dette studie undersøgte virkningen af den nye procedure på deltagere, der ikke gennemførte den rutinemæssige opfølgning. Desuden blev deres ophørsstatus sammenlignet med dem, der gennemførte den rutinemæssige opfølgning.
Metode: Mellem januar og februar 2023 deltog 2.114 deltagere i ”STOPbasen - tobak & nikotin” efter informeret samtykke. Ud af disse deltog 1.529 (72 %) i rutinemæssige 6 måneders opfølgningsinterviews. Desuden ønskede 136 (6 %) ikke at deltage i opfølgningen, mens 449 deltagere ikke blev fulgt op trods tilladelse. Blandt de 449 deltagere blev 225 tilfældigt udvalgt til at gennemgå den nye intensiverede opfølgningsprocedure. Den bestod i, at deltagerne modtog information gentagne gange - op til fire ekstra opkald samt SMS’er og telefonsvarebeskeder fra kendte telefonnumre.
Resultater: Ved at anvende den nye intensiverede opfølgningsprocedure gennemførte 143 ud af 225 deltagere (64 %) opfølgningen, hvilket var en større andel end forventet. Heraf var 54 ud af 225 deltagere (24 %) kontinuerligt stoppet. Gruppen, der gennemførte en intensiveret opfølg-ningsprocedure havde en signifikant lavere kontinuerlig stoprate, sammenlignet med gruppen, der gennemførte den rutinemæssige opfølgning svarende til hhv. 54 ud af 143 deltagere (38 %) og 703 ud af 1529 deltagere (46 %).
Konklusion: Næsten 2/3 af deltagerne, der ikke var blevet fulgt op efter 6 måneder, fuldførte den intensiverede opfølgningsprocedure, men havde signifikant lavere stoprater end dem, der gennemførte den rutinemæssige opfølgning. Dette fund er imidlertid klinisk relevant, da en høj opfølgningsrate forbedrer pålideligheden af resultater, hvor deltagere, der ikke bliver fulgt op på, automatisk rapporteres som fortsatte forbrugere af tobak og nikotin.
Med andre ord har forskerne fundet ud, at hvis man lægger en større indsats i opfølgningen, får man et mere retvisende billede af, hvor mange der rent faktisk er stoppet med deres forbrug af tobak og nikotin. Og der var trods alt 38 % af deltagerne, det oprindeligt ikke var lykkedes at følge op på efter 6 måneder, der faktisk var stoppet med at bruge tobak og nikotin.
Læs den originale artikel via dette link: https://doi.org/10.1136/tc-2024-058970
Læs et længere dansk resumé